Når du laver en madplan, kan du med fordel sørge for, at der 2 af ugens dage serveres den samme ret – såkaldt restemad.
Restemad dækker over den type retter, der på ingen måde mister hverken smag eller konsistens af at blive genopvarmet dagen efter. Det sparer dig både tid i køkkenet og penge, fordi du dermed kan købe mere af én type ingredienser, hvilket som regel holder kiloprisen nede – samtidig med at du slipper for at smide noget ud. Har du brug for en lille smule variation, kan du udskifte tilbehøret, så risene fra tirsdag i stedet erstattes med kartoffelmos om onsdagen.
Du kan i øvrigt med fordel placere restedagen, så den passer med familiens aktiviteter. Det er jo nemlig rigtig smart, at du slipper for at skulle lave mad (eller kan begrænse tiden i køkkenet) den dag, hvor den ene forælder er til mor-barn-gymnastik med den yngste og den anden forælder skal til bordtennis efter spisetid.
Her får du 5 gode forslag til restemad, der både er billigt at lave og falder i hele familien smag.
Gryderetter
Der findes et væld af forskellige gryderetter – fra dem der tager 20 minutter at lave til dem, der skal have 4 timer i en stegeso i ovnen. Fælles for dem alle er, at de egner sig fremragende som restemad. Især fordi tilbehøret også kan varieres. Laver du en klassisk spaghetti bolognese (eller snyder du måske med et glas Dolmio) kan du på dag 3 tilføje lidt ekstra i form af bacontern eller revne gulerødder. Så får retten en helt ny smag.
Du kan også prøve denne opskrift på mørbradgryde
Ribbenstegens mange muligheder
En ribbensteg er sublim restemad. Onsdag kan I spise den klassisk, med kartofler, rød kål og brun sovs – og om torsdagen servere hjemmelavet ribbensandwich i burgerboller. Er I ikke til dét, kan I i stedet bruge resterne af stegen og kartoflerne i en æggekage – serveret med frisk rugbrød fra bageren og et drys purløg.
Gisou
Denne ret er sund og billig. Den indeholder hakket oksekød, snittet hvidkål, hakkede løg og revne gulerødder – samt nogle krydderier og lidt tomatpure. Det smager fortrinligt med kartoffelmos på førstedagen og på dag 2 kan du lægge det i hjemmebagte pitabrød og nyde den lækre smag på en anden måde. Gerne med dressing og frisk tomat.
Gisou er desuden nemt at lave. Du svitser blot det hele og smager det til med karry, peber og salt – og tilsætter tomatpure. Herefter simrer det, til kålen er mør i omkring 20 minutter. Hurtigt og nemt.
Kødsovs
Den klassske kødsovs gør sig også glimrende på en pizzabund. Hvis du ikke har tid til selv at slå en dej sammen, kan du sagtens købe en færdiglavet i supermarkedet, som du blot fordeler sovsen på, sammen med noget revet ost. Du behøver ikke engang smøre med tomatpasta inden. Det er så nemt, at selv børnene kan ordne aftensmaden denne dag.
Buffet af smårester
De fleste har altid en lille smule til overs fra hvert måltid. Der er måske aldrig nok til hele familien, når alle har spist sig mætte i frikadeller med råkostsalat – men måske er der nok til 1. Hvis du gemmer denne type madrester fra mandag, tirsdag og onsdag kan du således ende med 3 forskellige retter, som du herefter kan servere som en slags hjemmelavet buffet om torsdagen. Er der ikke helt nok, kan I supplere op med rugbrødsmadder eller denne dag snuppe en dessert som supplement.