3 køkkenmaskiner du ikke kan undvære

Køkkenmaskiner

Selvom du elsker at stå i køkkenet og lave mad, er det alligevel rart at kunne spare tid. Her er en række forskellige køkkenmaskiner perfekte hjælpere – uanset om du skal lave mad til hverdag eller fest.

Udover at opgaverne er hurtigere udført ved hjælp af køkkenmaskiner, får du samtidig hænderne fri, som du i stedet kan bruge på andre ting. For eksempel at kræse ekstra om anretningen eller dække et fint bord.

Særligt 3 køkkenmaskiner er svære at undvære.

Røremaskine

En røremaskine kan både ælte og piske. Særligt når du skal bage brød, er en røremaskine en uvurderlig hjælp. Med dén slipper du nemlig for at skulle røre og ælte den tunge dej og kan derfor lave noget andet imens.

Som en ekstra bonus får du som regel også æltet dine gærdeje mere, end du ville have gjort med håndkraft. Det giver bedre brød og den perfekte krumme, som du kender den fra bagerbrødet. Derudover slipper du for en del rengøring efterfølgende.

En røremaskine er også ideel, når du skal piske skum til flødeboller eller marengs. Begge dele skal nemlig piskes i op til 10 minutter hvilket er væsentligt sjovere og nemmere på en røremaskine end med en håndholdt elpisker.

En røremaskine af god kvalitet er en investering i din fremtidige madlavning og noget, du kan have glæde af mange år fremover. Du kan eventuelt finansiere købet – få yderligere info her.

Minihakker

I mange opskrifter skal der bruges hakkede ingredienser: Løg, chokolade eller nødder. Det kan dog være svært at hakke alle 3 ting i ensartede størrelser – og særligt løg kan give en træls oplevelse med løbende øjne og lugtende fingre.

Her er en minihakker en god hjælp. Vælger du en model, der kan gå i opvaskemaskinen er der endda ikke nogen rengøring forbundet med brugen.

Køb en minihakker af høj kvalitet. Så får du tilpas skarpe skær, der hakker flot og ensartet.

Elkedel

Du har sikkert allerede en elkedel – men måske bruger du den ikke nok. En elkedel er nemlig anvendelig til andre formål end en kop te eller en instant coffee.

Kogt vand fra elkedlen kan nemlig:

  1. Forkorte tiden, når du skal koge pasta, kartofler eller lignende. I stedet for at lade vandet koge op i gryden – hvilket tager flere minutter – kan du koge vandet op i elkedlen og hælde det over i gryden på det tændte blus efterfølgende. Så kommer vandet i kog på få sekunder.
  2. Give perfekte, varme pølser. Pølser skal nemlig ikke koges, da de så sprækker. Det undgår du ved at lægge de kolde pølser i en gryde, koge vandet i elkedlen og hælde det over – hvorefter du lader pølserne trække i vandet med låg på, til de er gennemvarmede. Det tager cirka 5 minutter.
  3. Give lunkent vand til bagning. For at aktivere gærcellerne, skal der ofte anvendes lunkent vand eller mælk. Varmt vand fra hanen kan dog indeholde sygdomsfremkaldende bakterier. En nem måde at få lunkent vand på – uden bakterier – er at blande varmt kogt vand med koldt vand fra hanen. Skal der bruges både vand og mælk kan du bruge samme princip.