Mange er af den overbevisning, at portvin er en drikkelse, der udelukkende kan nydes til søde desserter. Således er det imidlertid slet ikke. Portvin er nemlig intet mindre end livets krydderi, og kan faktisk drikkes til stort set alting (her omtales aftenretter – havregryn overhældt med portvin vil ikke nødvendigvis være den bedste kombination).
Desuden er der en noget højere alkoholprocent i portvin sammenlignet med eksempelvis en almindelig rødvin, så selvom portvin både kan drikkes til forretten, hovedretten og desserten, bør den måske ikke nydes til alle måltidets retter – selvfølgelig afhængig af hvor vild en aften man ønsker sig.
Portvin til forret
Selvom mange ikke tror det, så er portvin faktisk en udmærket starter. Både hvid portvin og rosé portvin kan drikkes til stort set alle forretter, og det samme gælder aperitif, da ingen af disse er synderligt kraftige i deres smage.
Man kan også gå mere kreativt til værks og blande tørre portvine med tonicvand for således at opnå samme resultat.
Portvin til hovedret
Hvid portvin til fisk, Tawny til fjerkræ, en smuk Ruby til kød. Dette er blot forslag til fordelagtige kød- og portvinskombinationer. Vil man gå all in på rødt kød kan en vintage portvin også anbefales.
Portvin til dessert
Som sagt er det alment kendt, at portvin normalt drikkes til desserter – og det er der bestemt også god grund til. Man kan altid finde en portvin til den dessert man skal have. Står slutmåltidet på tørre oste, vil et godt og passende bud være en Tawny, og hvis man derimod har planer om at servere en sød dessert, så kan man med fordel genbruge sin hvide portvin fra for- eller hovedretten.
Man kan altså med lethed finde portvin til alle måltidets retter, og hvis man ønsker yderligere vejledning om, hvilken portvin, der vil passe bedst til udvalgte retter, kan man spørge sin lokale vinhandler.